Amalie

I dag – halvandet år efter at sønnen startede på Fjordskolen – taler Amalie og hendes søn om, at han måske på et tidspunkt skal tilbage til den almindelige folkeskole. At de skulle nå dertil, havde hun ikke drømt om, da det så værst ud.

Da Amalies søn var cirka 9 år, skete der et eller andet, der ændrede ham dramatisk. Fra at have været en glad dreng, der måske/måske-ikke havde en snert af ADHD, blev han aggressiv, deprimeret, truende, ukoncentreret og begyndte at slå.

​Nu begyndte en voldsom tid, hvor sønnen var frem og tilbage på den lukkede afdeling, og hvor han blev diagnosticeret med ADHD og depression. Han havde mange selvmordstanker, stak af hjemmefra og lavede fortvivlende stunts. Amalie måtte gå hjemme for at kunne være omkring sønnen. Folkeskolen mente godt, de kunne rumme sønnen med to timers støtte om ugen, men Amalie gik til kommunen og sagde, at det ikke var nok.
– Kommunen tilbød så en heldagsskole, men jeg ville have ham på en specialskole. Jeg kendte ikke begrebet behandlingstilbud, siger hun.

​På det tidspunkt var Amalie kørt så langt ned, at hun havde sat en deadline for sig selv. Hvis ikke der var en bedring i sønnens situation indenfor et halvt år måtte der noget andet til. Hun følte, at hun som såkaldt ”ressourcestærk” i kommunens øjne løb panden mod en mur.

​En veninde kendte Fjordskolen, men først var Amalie imod. Ville ikke have sønnen ”ud til de der bondrerøve”. Men hun lod sig alligevel overtale til at ringe til Ingvald. Det var som en forløsning, siger hun i dag.
– Ingvald fortalte mig, hvad han mente, han kunne gøre for min søn. Han sagde også, at han ikke ville smide ham ud igen, hvis han først tog ham. Det var betryggende.

​Amalie gik til kommunen og sagde ”Fjordskolen”. Kommunen sagde ”tre måneders ventetid på en beslutning”. Amalie ringede til borgmesteren privat og sagde ”Fjordskolen”. Kommunen svarede i løbet af to-tre dag og sagde ”Fjordskolen”. Og i løbet af 14 dage derefter havde sønnen en plads i Holbæk.

​Introperioden for sønnen var lang. Ingvald var hjemme hos familien og talte med sønnen, der var usikker på projektet men også længtes efter en løsning. Herefter fulgte en måned, hvor Ingvald hver dag hentede sønnen hjemme hos Amalie og tog på ture med ham for at lære ham at kende og finde ud af, hvordan han skulle præsentere sønnen for lærerne på skolen. Pressede ham lidt for at se hans reaktioner og besøgte ham på hospitalet, i en periode, hvor han var indlagt.

​- Han sagde også til min søn, at han kunne stikke af, lige så meget han ville. Men at han – Ingvald – ville komme og hente ham igen, fortæller Amalie.

​Da sønnen endelig begyndte på Fjordskolen, var det rigtigt svært. Der var stadig mange konflikter i hjemmet. Men Amalie kunne ringe til Ingvald kl. 02 om natten, uanset om det var fredag eller mandag og græde.
– Så væltede det ud af mig. Og han kunne guide mig, hvis min søn var i affekt på sit værelse. ”Gå op og sig sådan og sådan, og ring så til mig igen”. Det gav tryghed, fortæller Amalie.

​Fjordskolens tilgang var også god på en anden måde. De dømte ikke Amalie, som under hele forløbet var blevet usikker på sig selv og var begyndt at føle skyld og bebrejde sig selv sønnens udvikling.
– De satte fokus på det gode, vi gjorde derhjemme. Vi kom ud af en ond spiral. Samtidig oplevede jeg dem som sparringspartnere, der kom med gode råd uden at diktere mig løsningerne, siger hun.

​Amalie får en glad dreng hjem fra skole de fleste dage. Også de dage, hvor hun ved, at han har splittet det hele ad i klassen.

​- De får lukket konflikten deroppe. Og han ved, at de vil ham det godt. Så også når han er i affekt, tackler de det på en gode måde, siger hun.

​Sønnen er ikke bagud fagligt i skolen. Derfor er det vigtigt, at han får en 9. klasses afgangseksamen. Amalie roser lærerne for deres fingerspidsfornemmelse. De kan mærke, hvilke dage, de skal køre på med lektier og hvilke dage, hvor de i stedet skal køre en tur eller gå på museum. Og så arbejder de intenst på at få ham til selv at mærke, både hvordan andre ser på ham, og når han er ved at få det svært, så han ikke går i affekt.

​- Det kan jeg ikke som mor, og det var derfor, jeg gerne ville have ham på et behandlingstilbud, da jeg først opdagede, at de eksisterede, siger Amalie.